Virtual Reality Kikkert


No Parking har udviklet en digital kikkert der kan visualisere virtuelle scenarier – f.eks. fra en anden tidsalder. Når man kigger igennem kikkerten ser man først de velkendte omgivelser – men lige så snart man panorerer med kikkerten, opfanges bevægelsen af kikkertens præcise sensorer – og omgivelserne transformeres til at skabe en troværdig oplevelse af at være samme sted, i en anden tid. Alt er muligt i de virtuelle scenarier, der opbygges som computergrafik og animationer, i realistisk eller stiliseret udforming – alt efter ønske og økonomi.

Roskilde museum har fået installeret No Parkings Virtual Reality Kikkert oppe i et gammelt kirketårn, der har fået lov at blive stående ved byens centrale torv. Her kan man nu kigge ned over torvet og se hvordan byen har set ud igennem 3 tidsperioder. Man benytter en knap på kikkerten til at skifte imellem tidsaldrene, og kan så panorere rundt og udforske byen.

Virtual Reality kikkerten kan leveres i en fastmonteret udgave, der blot skal tilsluttes strøm, og ikke kræver nogen form for håndtering. Oplevelsen kan også skabes med en mobil batteridrevet skærm, som kan tages med rundt i en udstilling eller udendørs.