Kunstinstallation “Vand”
Omfattende AV installationer på Horsens Kunstmuseum

I forbindelse med kunstneren Maj-Britt Boas udstilling “VAND”, har No Parking haft ansvar for udarbejdelse af videosekvenser, lydtableauer, samt teknisk installation på de 2 værker der indgår i udstillingen på Horsens Kunstmuseum.

Udover arbejdet på de 2 værker, har No Parking leveret en interaktiv installation for børn og unge, hvor man via en touch-skærm, kan manipulere med den audiovisuelle del af kunstnerens værker – og dermed skabe debat om kunstens virkemidler.

TV tårnet
Det ene af kunstnerens værker består af et 5 meter højt tårn, hvorpå 37 gamle TV apparater er stablet op i en pyramideform. Værket er opstillet i et rum hvor der er vand på gulvet, som tårnet spejler sig ned i. På hvert TV dukker der billeder op af vand – først spinkle dråber der afløses af mere og mere rislende vand, bække og vandløb. Fortællingen kulminerer med et kæmpe vandfald der vælter synkront ned over alle skærmene med en øredøvende effekt.

No Parking var involveret i projektet fra starten og har over en periode på et par måneder lavet videooptagelser af vandet. For at filme det store vandfald gik turen til Norge, men da optagelsen ikke var bred nok, måtte den forlænges digitalt, ved at sammenklippe flere optagelser af vandfald.

For at tilrettelægge sekvenserne med vand henover de 37 TV apparater, tog No Parking et stillbillede af det færdigt opstillede TV tårn – og arbejdede herefter med 37 lag af video på en superkraftig videoredigeringscomputer. Her blev også vandfaldet distribueret til 37 individuelle videosekvenser, for at skabe illusionen af et kæmpe vandfald på alle TV apparater. Installationen fødes af 37 individuelle video afspillere der startes synkront. No Parking har også haft ansvar for den tekniske installation og automatisering af opstart.

Swimming pool
Det andet værk er en 10 x 5 meter swimming pool som publikum kan gå ind i og dermed befinder sig på bunden af poolen. Henover poolen er der en projektion af en blå himmel med skyer, der kører lidt for hurtigt henover himmelen, så det giver en fornemmelse af tidsløshed. No Parking har lavet optagelser af skyerne med en time-lapse funktion, for at få virkningen af de hurtiggående skyer. Projektionen er herefter lavet med 4 videoprojektorer der står i specialbyggede kasser i swimming poolen, hvilket var nødvendigt for at skabe så stor en projektion på loftet.

I hvert hjørne af poolen er der skjult en højtaler der gengiver et fjernt lydbillede af omgivelser. Lydtableauet er redigeret i No Parkings surround studie. Både projektion og lyde indgår i et interaktivt tilbud for børn og unge, hvor man kan ændre stemningen i swimmingpoolen.

Case_Vand_side-1
Interaktiv kunst for børn
Horsens Kunstmuseum har engageret No Parking i et separat formidlingsprojekt, hvor børn og unge kan manipulere med kunstnerens værker. Via en touchskærm kan de unge vælge imellem 3 temaer (Tordenvejr, Solnedgang og Stjernenat), som ændrer stemningen i swimming poolen. Når man vælger et af temaerne forandrer projektionen i loftet sig henover poolen, lyden ændrer sig og lyset i rummet skifter farve så det passer til projektionens farvepalette.

Installationen er opbygget med videomonitorer, hvor de unge kan se resultatet af deres valg fra 3 overvågningskameraer som er skjult i poolen. Endeligt kan de sende et af de 3 kamerabilleder ind på nogle af TV skærmene i TV-tårnet. På denne måde kobles de 2 værker sammen i et projekt hvor man kan diskutere kunstnerens brug af stemninger som virkemiddel.

På touchskærmen kan museets personale logge sig ind på en side, hvor installationerne daglig kan tændes og slukkes. Her kan man også slå den interaktive del til og fra.