Kierkegaard Arkivet


2013 er jubilæumsår for Søren Kierkegaard, hvilket Det Kongelige Bibliotek markerer med en udstilling om Kierkegaards arkiv – et arkiv med Kierkegaards originale manuskripter, arbejdsnoter og dagbøger. No Parking har lavet en film om det værdifulde arkiv, der skal vises i en lille biograf i udstillingen. Filmen, der er optaget på Det Kongelige Bibliotek og ved Søren Kierkegaard Forsknings Centeret, fortæller om de unikke håndskrifter som forfatteren Kierkegaard efterlod.

Dokumentarisk stil
Filmen om Kierkegaards arkiv fortælles af forskningsbibliotekar Bruno Svindborg og Professor Niels Jørgen Cappelørn fra Søren Kierkegaard Forskningscenteret, der begge er eksperter i materialet. Fortællerne giver os et indblik i Søren Kierkegaards måde at arbejde på, hvilket bland andet illustreres ved at kigge i henover skulderen på fortællerne og se forfatterens notater og skitseringer. No Parking valgte derfor at lave en dokumentarisk stil med håndholdt kamera, der følger eksperterne, iagttager og udforsker materialet.

For at skabe et troværdigt udtryk, har vi tilstræbt at filme med det eksisterende lys, og derfor kun sat lys hvis det var absolut nødvendigt. Metoden har kunnet lade sig gøre ved at benytte et meget lysfølsomt videokamera, der samtidig laver et billede der er meget filmisk i sit udtryk. Kameraet antager med den valgte stil publikums “point-of-view”. Hensigten er at de besøgende i biografen skal føle sig nærmere ved det unikke materiale, end hvis det var filmet på traditionel vis – en metode som vi ser frem til at høre publikums reaktion på.