Strandingsmuseet
Filmprojektion, Karakterskærme og et sjovt interaktivt gulv

Julenat 1811 strandede det engelske krigsskib “St. George” på den danske vestkyst. Begivenheden kostede 1300 mennesker livet, men kun 13 sømænd overlevede. No Parking har hjulpet med at bringe fortællingen til liv, og skabt formidling omkring nogle af de genstande der blev bjærget fra forliset.

Projektion
Noget af det første man ser når man kommer ind i udstillingen er en stor projektion, på flere duge der er ophængt i en form der minder om sejl. Her vises en animeret fortælling om St. Georges forlis på den barske vestkyst. Filmens animationsstil er lavet med en kombination af 3D-animation og levende skuespillere. Filmen er digitalt bearbejdet med inspiration fra den britiske kunstmaler “Turner”, der ofte malede maritime motiver. På filmen bliver maleriet levende – man oplever hvordan skibet strander på havbunden, og besætningens bitre kamp mod vejr og vand, mens beskuende danskere på stranden er afskåret fra komme skibet til hjælp. No Parkings lyddesigner har komponeret en dramatisk lydside, der giver fortællingen fylde.

Rummet ved siden af udstiller mange brugsgenstande fra skibet – lige fra kanoner til tallerkener. Til dette rum har No Parking lavet 6 videoer der bliver vist på 6 store opretstående skærme. Her kan man se scener fra livet på et engelsk krigsskib – kaptajnens læsning af søkort, brugen af sekstant, lægens operationsbord, purserens læssearbejde, matrosernes arbejde med tovværk, og ladning og affyring af en kanon.

Interaktivt Gulv
No Parking har også lavet en installation der er meget populær hos børn der besøger museet. I bunden  af museet kan børnene jage rundt efter krabber og skatte på et interaktivt gulv med dejlig blød sandbund. Den interaktive havbund bliver projiceret direkte oppefra, hvor der også er en stereoskopisk sensor, der kan registrere børnenes bevægelse rundt på gulvet. På denne måde skabes der en projektion der er direkte responsiv i forhold til børnene der bevæger sig rundt, og giver dem en ægte fornemmelse af at forsøge at fange de undvigende krabber, og indfange de glimtende skatte der kun viser sig i korte øjeblikke.