RAGNAROCK
Talrige installationer med interaktive oplevelser

RAGNAROCK er et nyt museum for rock, pop og ungdomskultur, beliggende i det ny Musicon område i Roskilde. Museets udstilling blev opdelt i 3 udbud, hvoraf No Parking har haft ansvaret for udvikling og implementering af 12 interaktive installationer i samarbejde med museets designere og rådgivere.

Interaktivt lys
Den første installation som de besøgende møder, er den mest komplekse af dem vi har lavet. Her kan man eksperimentere og manipulere med lysdesign via 3 interaktive stationer, der er indbygget i en buet konsol; på den første benytter man en touchskærm til at skabe visualisering af  60’ernes psykedeliske lyseffekter; på den næste kan man manipulere med et laserlysshow i 80’er stil, ved at flytte hænderne op og ned over 4 lysende plexirør; og endeligt kan man styre og afprøve forskellige “projection mapping” visualiseringer via 3 robuste drejehåndtag. Resultaterne vises på en stor buet projektionsskærm – og samtidig skabes der en forandring af installationens lydside, der understreger publikums interaktioner.

Let’s dance
I forlængelse af lysinstallationen møder man en interaktiv danseinstallation, hvor man kan øve sig i jitterbug, rave og hiphoppens dansestil. No Parking har benyttet en “Motion Capture” dragt på en professionel danser til at optage dansebevægelserne. Dansene vises med en digital avatar på en stor projektion, hvor de besøgende samtidig kan se en kontur af sig selv, og modtager visuel feedback der intensiveres jo bedre man er til at følge med i dansene.

På museets næste etage har No Parking bl.a. lavet en skrigeinstallation, hvor publikum skorer point for det højeste og længste “fanskrig”. På en anden installation kan man bevæge sig frem og tilbage på en tidslinie og se hvordan begivenheder i rockens historie ruller forbi på en projektion. Hvis man vil mere i dybden med tidsliniens fortællinger, kan man udforske dem mere uddybende på 3 touchskærme ved siden af. Museet kan selv opdatere tekster og billeder via et web interface.

Specialbyggede pladespillere
No Parking har stået for design og konstruktion af 3 digitale “pladespillere”, hvor man skal forsøge at ramme den rigtige hastighed på en pladetallerkenens omdrejning: 78, 33 eller 45 rpm. Pladespillerne benytter en udfræset aluminiumsskive som er monteret på et robust leje, med en rotationssensor der aflæser omdrejningerne. Resultatet vises på en lille skærm der er indbygget i kabinettet.

Radio, potentiometer og mere
Overfor pladespillerne har vi lavet 2 tilsvarende kabinetter, der er udformet som radioer med en stor drejeknap, hvor man kan tune ind på historiske musikprogrammer. På en anden installation, der er udformet som et kassettebånd, kan man udforske demonumre som forskellige bands har indsendt. Desuden har vi lavet et stort skydepotentiometer, hvor man kan mikse imellem, og lytte til forskellige optagelser fra det danske band “Nephew”. Endelig har No Parking lavet en karaoke-inspireret sanginstallation, hvor man indspiller en video med sit bidrag til “Verdens største kor”. Resultatet af de mange indspilninger kan ses og høres på en storskærm, som man møder på vej ud af udstillingen.

Udover museets inspektører, har No Parking samarbejdet med White Noise Agency, Stouenborg, Kurtzweil, AV Center, samt interaktionsrådgiver Jesper Harding og designer Robert Daniel Nagy.